Line Lillelund på Kreta

Hjælp!! Grækenland brænder.. sådan lyder det når i disse dage når vi åbner for nyhederne.

Det har været en frygtelig varm sommer og ALT er fuldstændig knas tørt. Der har været ufattelig mange brænde i år - næsten så mange, at man snart har svært ved at tro, at det stadig kan være tilfældigheder.

De lokale selv, mener nu heller ikke det er rent tilfældigheder. I sidste uge brændte store skovområder nord for Athen. Unge tunger vil, at en stor ejendomsmæglerkæde i årevis har forsøgt at opkøbe skovområdet til bebyggelse. Da skovene er fredet i Grækenland, er det svært at få tilladelse, så “nogen” har måske taget loven i egen hånd.

I skrivende stund brænder store dele af Peleponese. Myndighederne påpeger, at der er tale om pyromanbrænde, de lokale mener nu, at det hænger kraftigt sammen med valget som pludselig er blevet udskrvet et år tidligere end ventet. 

Brænden hærger og kun lige på et hængende hår har man reddet Grækenlands væremærke - Det olympiske stadium. Det som de gamle grækere har gjort det nutide Grækenland så kendt for. Skal det moderne Grækenland blive verdenskendt for, at de brændte det ned?

Det er ikke kun Grækenlands historie som er kommet i “ilden”, men også en ubeskrivelig smuk natur med et fantastisk dyreliv, for ikke at nævne de mange mennesker som har mistet hjem og jorder - og endda nogen livet.

Jeg sidder blot i min stille sind og håber, at det virkelig er en stibe af tilfældigheder som er skyld i dette - og ellers tror jeg på, at “nogen” bliver straffet af “nemesis”.

I et blandet ægteskab med to moders sprog kommer ind imellem nogen små sprogblomster op.

Min søster er gravid og venter en lille dreng. Dermed får vores lille søn en fætter. “Hvordan siger man “fætter” på dansk?”, spørger min mand mig.

Ahh… fornøjelsen var stor, da det danske ord “fætter” udtales præcis som den græske ost “feta”. Dermed er vores kommende, endnu ikke navngivet, lille fætter blevet til en lille hvid ost…

På samme måde så min mand meget undrende på mig, da jeg måtte forklare ham hvad “min skat” betyder.

Ja, det en måde at udtrykke sig på til en person man holder meget af. “Skat” betyder noget meget værdifuldt, derfor går man også på “skatte-jagt.”

Så langt så godt. Det undrende blik kom først, da jeg jo måtte erkende, at skat også er noget vi i Danmark betaler i høj grad til staten… og i den betydning er ordet måske ikke et længere et symbol på noget meget værdifuldt?!

Vi har netop krydset bjergkæden ”Lefka Ori” – De hvide bjerge, og det blå hav syner lige mellem bjergene. Turens mål er landsbyen Paleochora på Kretas sydkyst. Landsbyen er med sine små 2.000 indbyggere den største landsby på Kretas sydkyst.  Paleochora emmer af atmosfære og hygge. Her tager man tingene i et roligt tempo, og ord som ”Siga siga” (tag det roligt) og ”avrio” (i morgen) høres ofte i gadebilledet. Hvad vi ikke når i dag, når vi nok i morgen.  

På Kretas sydkyst er der subtropisk klima, hvorimod der på nordkysten er tempereret middelhavsklima. Det betyder, at der ofte er sol og skyfri himmel, og at temperaturen generelt er 6-8 grader højere end på nordkysten. De lokale siger, at Paleochora er tilsmilet af Gud. Her findes langs vandkanten mange små hyggelige spisesteder, som alle er drevet af familier. Ingen har mere travlt end de har tid til en lille sludder. Landsbyen byder på mange gode fotomuligheder, med alle dens små stræder, som alle er i et blomstrende flor i gamle olivendunke. Om aftenen spærres hovedgaden af for trafik, så folk frit kan færdes rundt mellem de mange tavernaer og cafeér. 

Paleochora har en af øens smukkeste og største sandstrande. Havet langs sydkysten er fuldstændig krystalklart og indbyder altid til en dukkert. Det er dog noget koldere end på nordkysten, da der findes en koldstrøm der løber langs hele sydkysten. Ydermere er det Libyske Hav ganske stort – næste stop fra Kretas sydkyst er Afrika.  For os er Paleochora blevet et lille åndehul, hvor vi søger hen, når batterierne skal genoplades.  

Vores lille stenhus ligger for foden af den gamle borgruin. Vi holder meget af, at sidde i skyggen under den gamle vinplante i haven og lade roen indtage sig. Stille og roligt kommer vi ned i tempo igen og stress niveauet sænkes gevaldigt.   Vi nyder meget at opleve ”landsbyfornemmelsen”, når vi køber friske grøntsager i det lokale supermarked og tilbereder dem hjemme. En aften ved vandet og lade os beværte på en af de lokale taverner med et godt måltid med ”alt godt fra havet”, er heller ikke at foragte. For yderligere oplysninger om leje af huset www.LineLillelund.dk. 

I slutningen af marts måned ankom Sterling med de første turister. I år havde Turistrådet arrangeret græsk folkedans for den først ankomne flyver. Alligevel kom det lidt bag på os alle sammen, at vi nu skal dele øen med andre… Vi skulle lige have rystet vinter tempoet af os og trækkes lidt op. Alle de små badebyer langs strandvejen, Stalos, Agia Marina og Platanias var lige knap vågnet af ”vinterhiet” og det var sparsomt med åbne butikker. Om vinteren er en tur langs strandvejen som at bevæge sig rundt i forladte filmkulisser. Butikkerne er lukket ned og vinduerne tapet for med avispapir. Palmetræerne er pakket ind i net, så bladene ikke bliver flosset og grimme af den kraftige blæst. 

Omkring påsketid begynder grækerne så småt at tage fat på hovedrengøring samt kalkning og almindelig klargøring til sæson start. I år, hvor den græske påske faldt på samme tid som den danske, kom sæsonen lidt bag på de fleste. Påsken er en af de største højtider på Kreta, en tid hvor familier og venner samles fra nær og fjern. Påsken er en ”sidste” komsammen inden sæsonen starter – og travlheden igen sætter ind. Derfor udskyder mange sæsonstarten til efter helligdagene. I starten af sæsonen skal man altid vænne sig til, at vi nu ikke mere er ”alene”. Pludselig spankulerer lyse skandinaviske turister rundt i shorts og strømper i sandalerne. En pudsig kontrast til de lokale som endnu ikke helt har fået lagt vinterjakkerne væk. På det lokale frugt og grøntmarked står turisterne sirligt og udvælger deres 2 stykker af alting, medens de lokale hurtigt fylder deres store poser der slæbes hjem.  

I trafikken oplever man pludselig en bil som kører usædvanlig langsomt, den følger blot den tilladte trafikhastighed – og danner total kaos af utålmodige grækere der hasarderet forsøger at overhale. Når jeg sidder på en café og snakker med mine danske veninder, skal vi lige huske, at vi ikke længere har et ”hemmeligt” sprog som tillader en højlydt diskussion af selv de mest private ting i offentlig forum. Og tro mig, vi falder vist alle i hvert år på denne årstid. I supermarkedet overværede jeg en pudsig situation i delikatessen. Et par turister stod og bestilte en skive af det forskellige pålæg, medens de gladelig fortalte den ansatte, at de så gerne ville prøve alt det græske pålæg. For en dansker, er der jo ikke noget forkert i dette.  Den ansatte ønskede dem dog helt hen hvor peberet gror, da hun kun oplevede det som et pokkers stort arbejde at skære én skive af alting. Det skal lige nævnes, at grækerne ikke kender til et stykke brød med pålæg. Det er de små pudsige oplevelser der viser, at Babel ikke kun er sprogforskelle, men også kulturforskelle.

Line Lillelund på Kreta – øen som har alt!

Mit navn er Line Lillelund, jeg bor og arbejder på Kreta. I mit arbejde som freelance guide, skræddersyr jeg ferieoplevelser efter individuelle ønsker. Jeg tilstræber at formidle en lokal bæredygtig turisme (www.LineLillelund.dk).

Jeg er bosiddende på Vestkreta, græsk gift, og fik en lille søn i januar 2007.

I sommeren 1999 kom jeg til Kreta for første gang, som guide for et dansk rejseselskab. Da jeg sad i flyveren og læste mit guide materiale, kom det lidt bag på mig, at Kreta var en ø i Grækenland. På denne måde blev mit første møde med Kreta et møde helt uden forventninger. Jeg tog da også øen til mit hjerte, faldt pladask for Kreta, den smukke natur, og ikke mindst befolkningen.

 Kreta er uden tvivl en af danskernes favorit feriesteder, forståeligt nok – for Kreta er en sand lille perle. Hvor mange steder i verden oplever man fænomenet at gå i bjergene, og samtidig have udsigten over havet – at svømme i havet og samtidig have udsigten til bjergene. I sommermånederne er der et pulserende liv på Nordkysten med mange besøgende alle steder, men krydser man blot bjergkæden med et par timers kørsel – er det til en helt anden verden.

For min familie er sommerhuset i Paleochora på Kretas sydkyst blevet vores lille åndehul, hvor vi nyder det friske havvand og den fredelige landsbystemning. Det er kontrasterne som gør Kreta til en fantastisk ø, hvor man finder absolut alt.