Line Lillelund på Kreta

I slutningen af marts måned ankom Sterling med de første turister. I år havde Turistrådet arrangeret græsk folkedans for den først ankomne flyver. Alligevel kom det lidt bag på os alle sammen, at vi nu skal dele øen med andre… Vi skulle lige have rystet vinter tempoet af os og trækkes lidt op. Alle de små badebyer langs strandvejen, Stalos, Agia Marina og Platanias var lige knap vågnet af ”vinterhiet” og det var sparsomt med åbne butikker. Om vinteren er en tur langs strandvejen som at bevæge sig rundt i forladte filmkulisser. Butikkerne er lukket ned og vinduerne tapet for med avispapir. Palmetræerne er pakket ind i net, så bladene ikke bliver flosset og grimme af den kraftige blæst. 

Omkring påsketid begynder grækerne så småt at tage fat på hovedrengøring samt kalkning og almindelig klargøring til sæson start. I år, hvor den græske påske faldt på samme tid som den danske, kom sæsonen lidt bag på de fleste. Påsken er en af de største højtider på Kreta, en tid hvor familier og venner samles fra nær og fjern. Påsken er en ”sidste” komsammen inden sæsonen starter – og travlheden igen sætter ind. Derfor udskyder mange sæsonstarten til efter helligdagene. I starten af sæsonen skal man altid vænne sig til, at vi nu ikke mere er ”alene”. Pludselig spankulerer lyse skandinaviske turister rundt i shorts og strømper i sandalerne. En pudsig kontrast til de lokale som endnu ikke helt har fået lagt vinterjakkerne væk. På det lokale frugt og grøntmarked står turisterne sirligt og udvælger deres 2 stykker af alting, medens de lokale hurtigt fylder deres store poser der slæbes hjem.  

I trafikken oplever man pludselig en bil som kører usædvanlig langsomt, den følger blot den tilladte trafikhastighed – og danner total kaos af utålmodige grækere der hasarderet forsøger at overhale. Når jeg sidder på en café og snakker med mine danske veninder, skal vi lige huske, at vi ikke længere har et ”hemmeligt” sprog som tillader en højlydt diskussion af selv de mest private ting i offentlig forum. Og tro mig, vi falder vist alle i hvert år på denne årstid. I supermarkedet overværede jeg en pudsig situation i delikatessen. Et par turister stod og bestilte en skive af det forskellige pålæg, medens de gladelig fortalte den ansatte, at de så gerne ville prøve alt det græske pålæg. For en dansker, er der jo ikke noget forkert i dette.  Den ansatte ønskede dem dog helt hen hvor peberet gror, da hun kun oplevede det som et pokkers stort arbejde at skære én skive af alting. Det skal lige nævnes, at grækerne ikke kender til et stykke brød med pålæg. Det er de små pudsige oplevelser der viser, at Babel ikke kun er sprogforskelle, men også kulturforskelle.