onsdag, 16. maj 2007
Et lille åndehul på Kreta
Vi har netop krydset bjergkæden ”Lefka Ori” – De hvide bjerge, og det blå hav syner lige mellem bjergene. Turens mål er landsbyen Paleochora på Kretas sydkyst. Landsbyen er med sine små 2.000 indbyggere den største landsby på Kretas sydkyst. Paleochora emmer af atmosfære og hygge. Her tager man tingene i et roligt tempo, og ord som ”Siga siga” (tag det roligt) og ”avrio” (i morgen) høres ofte i gadebilledet. Hvad vi ikke når i dag, når vi nok i morgen.
På Kretas sydkyst er der subtropisk klima, hvorimod der på nordkysten er tempereret middelhavsklima. Det betyder, at der ofte er sol og skyfri himmel, og at temperaturen generelt er 6-8 grader højere end på nordkysten. De lokale siger, at Paleochora er tilsmilet af Gud. Her findes langs vandkanten mange små hyggelige spisesteder, som alle er drevet af familier. Ingen har mere travlt end de har tid til en lille sludder. Landsbyen byder på mange gode fotomuligheder, med alle dens små stræder, som alle er i et blomstrende flor i gamle olivendunke. Om aftenen spærres hovedgaden af for trafik, så folk frit kan færdes rundt mellem de mange tavernaer og cafeér.
Paleochora har en af øens smukkeste og største sandstrande. Havet langs sydkysten er fuldstændig krystalklart og indbyder altid til en dukkert. Det er dog noget koldere end på nordkysten, da der findes en koldstrøm der løber langs hele sydkysten. Ydermere er det Libyske Hav ganske stort – næste stop fra Kretas sydkyst er Afrika. For os er Paleochora blevet et lille åndehul, hvor vi søger hen, når batterierne skal genoplades.
Vores lille stenhus ligger for foden af den gamle borgruin. Vi holder meget af, at sidde i skyggen under den gamle vinplante i haven og lade roen indtage sig. Stille og roligt kommer vi ned i tempo igen og stress niveauet sænkes gevaldigt. Vi nyder meget at opleve ”landsbyfornemmelsen”, når vi køber friske grøntsager i det lokale supermarked og tilbereder dem hjemme. En aften ved vandet og lade os beværte på en af de lokale taverner med et godt måltid med ”alt godt fra havet”, er heller ikke at foragte. For yderligere oplysninger om leje af huset www.LineLillelund.dk.
